|
Rasmus
Ejaas Fischer
Galerie Wolfsen
Kurator
2013
Det er en gammel sandhed, at der findes store, smukke
og voldsomme oplevelser i mødet mellem modsætninger. Den
slags konstellationer går dog nemt galt, men når forløsningen
sker, bliver det sjældent større! Og det øger intensiteten
kraftigt, at eksplosionen og fiaskoen altid lurer lige om hjørnet;
det kan koste dyrt at få modpoler til at gå i hak.
Peter Max-Jakobsens og Morten Andersens kunst er netop en af den slags
modsætninger. Peter skaber med organisk, figurativt flow og Morten
med konkrete, abstrakte former og futuristisk dynamik. Selv deres grundlæggende
tilgang til maleriet er forskellig. Alligevel – eller måske
præcis derfor – er de i mine øjne det perfekte kunstpar.
Processen bag MA / X har da også krævet sværdslag og
uppercuts, men resultatet er heldigvis en forløsning, en symfoni
af alt deres bedste.
Det er mit indtryk, at samarbejdet om fællesværkerne og med-
og modspillet fra en kollega, har givet Peter og Morten en ekstra vinkel
og et ekstra gear. Hver især har de knoklet med stålsat drivkraft,
og jeg er både glad og stolt over, at min idé om at smede
bro mellem de to verdner er lykkedes.
|
|
Troels
Laursen
Kunst kritiker og skribent
2013
Udstillingen MA / X er en sjældenhed.
Her er det ikke bare to kunstnere, der udstiller side om side, og som
derved spiller op mod hinanden eller supplerer hinanden.
Denne udstilling er speciel derved, at de to kunstnere, Morten Andersen
og Peter Max-Jakobsen, er to meget forskellige kunstnere, der tager deres
udgangspunkt hvert sit sted i kunsten.
Morten Andersen kommer fra urban-artens ofte splittede og centrumløse
univers, mens Peter Max-Jakobsens fokus er på mennesket og dets
krop/tilstedeværelse i verden.
Og alligevel har de til denne udstilling formået at lave fællesværker,
der som en hybrid viser deres to forskellige universer gå op i en
enhed, samtidig med at vi kan nyde dem hver for sig.
FØR
Før var menneskets verdensbillede altid af mytisk-religiøs
art. Naturfænomener blev beskrevet i form af myter, hvor naturen
og dens hændelser er personificeret og tilskrevet guders eller dæmoners
handlinger. Man var ikke så interesseret i Universets form og struktur
som i dets tilblivelse og forandringer. Opfattelsen var, at verden var
dynamisk og omfattede ofte en kosmogoni eller skabelsesmyte.
Senere, hos de tidlige
græske naturfilosoffer, skete der en afmytologisering af verdensbilledet,
idet man søgte at fremstille det rationelt og naturalistisk, uden
brug af guder og dæmoner. Verden var ordnet og lovbundet, og man
interesserede sig i højere grad for dens struktur end for dens
skabelse.
Senest, i 1920'erne,
indtraf en drastisk omvæltning i det videnskabelige verdensbillede;
dels med accepten af Einsteins almene relativitetsteori, dels med erkendelsen
af, at Universet ikke er statisk, men stedse udvider sig. Med disse indsigter
blev grunden lagt til det moderne billede af Universet, som på afgørende
vis adskiller sig fra alle tidligere forestillinger.
NU
Nu er centrum væk. Centrum har flyttet sig, og i mangel af bedre
bliver centrum flyttet over i mennesket selv. Over i individet.
Verden er nu uden centrum, uden mål og mening, og hvis der er mål
og mening, så skal mennesket selv finde den. I og af sig selv.
Alt bliver splittet til atomer.
Enorm frihed finder sted. En frihed, der slipper masser af angst løs
- men også en masse kræfter.
HER
Her er det, at de to kunstnere mødes.
I en fælles søgen, fra hver deres sted, efter et centrum
- og i en søgen efter formen for det centrum. En form, der opstår
af trekanter, cirkler og firkanter. Og menneskets egen krop. I dele. Og
udsnit.
Her er det, at de
to kunstnere, som vises på denne udstilling, er nu: Midt i tabet
af midten. Det hele er splittet op i geometriske former, og med mange
farver; som i en anden kaosteori, der ikke har en speciel retning eller
et centrum, men bare udvikler sig i det uendelige, med ganske få
variationer.
Det er deri mennesket skal finde sig selv, som et selv.
|