Fra særudstillingen på Vendsyssel Kunstmuseum 2010

Særudstilling på Vendsyssel Kunstmuseum
Marts 2010 - juni 2010
Flere end 80 værker fra 2000 - 2010, udvalgte af Sine Kildeberg.
Herunder Sine Kildebergs tekst fra bogen MENNESKETS NATUR

MENNESKETS NATUR

De er der alle vegne. Øjnene, der ser og betragter. Lurende og observerende følger de en. Det intime rum mellem værk og beskuer intensiveres af de gennemborende blikke, der forvandler beskueren til den beskuede. Hænderne, der krammer og favner, omfavner og knuser, skygger og beskytter, rører og angriber. Mennesker i solo og i samspil, stående, liggende og siddende, i monolog og dialog – med usagte og sagte relationer. Peter Max-Jakobsens kunst er centreret omkring mennesket. [Bror Bror, 2007. Olie på lærred, 24 x 34 cm. Tilhører Anni Gamborg og Troels Laursen]

I et tidligt værk fra 1999 har kunstneren stillet sig foran spejlet og maler et selvportræt. Blikket er fokuseret og fast, og bag det ligger bevidstheden og refleksionen. Det er det samme undersøgende blik, som Peter Max-Jakobsen har haft rettet mod mennesket og menneskefiguren gennem de sidste ti år i sine værker. Men spejlets refleksion er ikke længere bundet til den ydre virkelighed. Det er gået bag om blikket – mod en indre virkelighed med fiktive rum og situationer, der opstår på lærredet under processen. [Selvportræt, 1999 (beskåret). Olie på papir, 100 x 70 cm. Tilhører kunstneren/Privateje] Et markant værk fra 2005 bærer titlen ’Infrahead’. [Infrahead, 2005. Olie på lærred, 101 x 99 cm. Privateje] Et hoved ses i profil og heri forgrener tråde af farver sig. De er opstået spontant ved opvarmning af farvebobler indtil de brister på fladen, men den spontane og abstrakte proces bliver på den færdige flade til et mønster og en struktur. Man er, som titlen indikerer, infra – alias under den synbare virkelighed. Peter Max-Jakobsen afdækker og åbner til komplekse strukturer, hvor det ikke synlige synliggøres. De stringente og vertikale linjer, der er bundet til legemet kontrasteres af det komplicerede mønster, der knytter sig til bevidstheden.

Peter Max-Jakobsen (f.1973) er uddannet fra Det Kongelige Konservatorium og Det Kongelige Kunstakademi i Den Haag fra 1998-2002, hvor han efterfølgende blev tilknyttet som underviser frem til 2004 indenfor områderne materiale, eksperimentering og skitsemetoder. Inden opholdet i Holland konsulterede han Tegneskolen ved Majlis Thomasson i København i perioden 1996-1998.

Konservatoriet og Akademiet i Den Haag er organiseret som et interfakultet, hvor kunstarterne ’samples’. I den interdisciplinære tilgang skelnes ikke mellem de forskellige kunstneriske udtryk, og der arbejdes målrettet med konceptkunst. Det var med kunstnerens egne ord ’en smeltedigel’, hvor der blev arbejdet ud fra devisen, at et værk skulle stimulere mindst to sanser. Denne grundtanke afspejles i flere af Peter Max-Jakobsens værker fra studietiden og årene umiddelbart efter. I en række installationer og performances indgår både lyd, billede og objekt, hvorfor perceptionen er betinget mangesidig.

Interessen for musik og musikkompositioner har fulgt Peter Max igennem årene, men tiden i Holland skulle få stor betydning for hans eget musikalske udtryk. Blandt underviserne var hollandske Dick Raaijmakers, der har været banebrydende indenfor udviklingen af den elektroniske musikgenre særligt via sit arbejde med og udvikling af elektroniske lydinstrumenter. Peter Max deler passionen for den elektroniske musik og har orienteret sig mod det eksperimenterende musikmiljø med kunstformen Live Cinema som et centralt punkt. Eksperimenterne udmøntede sig endvidere i en række selvkonstruerede instrumenter bestående af genbrugselektronik. Det gælder eksempelvis serien af ’Whinere’, der kan skabe rytmiske sekvenser og enkelttoner og som rent visuelt springer i øjnene med deres ledningsindmad, farvede knapper og kabinet. Peter Max er fascineret af forbindelser og kredsløb, og fra musikinstrumentet til lærredet er der ikke langt i kunstnerens bevidsthed. De to udtryk er integreret, og i begge er kompositionen afgørende – hvad enten det er rytmiske sekvenser eller visuelle relationer, der etableres.

Tiden på Tegneskolen med fokus på klassisk croquistegning og skitse, manifesterer sig i en mestring af menneskeskildringen i maleriet – ofte kun fastholdt med præcise streger, der vidner om talrige studier af menneskets anatomi og bevægelsesmønstre. Ofte synes formerne mere skitserede end malede i hurtige strøg. Det ligger endvidere i Peter Max’s arbejdsproces at tegne motivet op, overveje kompositionen undervejs og dernæst lægge farve på. Farven er ikke afgørende – det er derimod stregen og linjen, hvorfor flere af hans værker kun bærer én farve i stregomridset af en figur. Kendskabet til motivet ligger så dybt i kunstneren, at der ikke længere inddrages model i processen. Det sidder i hænderne og på nethinden. Som Nina Steen-Knudsen engang har udtrykt det ’Jeg kan male alt.’ Det samme kan Peter Max-Jakobsen.

Musik, performance, installation og maleri har således eksisteret sideordnet i Peter Max’s værk – dog har han de sidste år primært helliget sig arbejdet med maleriet. Forklaringen derpå skal, ifølge ham selv, findes i det mangeårige og intensive arbejde med den interdisciplinære konceptkunst, hvor hele projektet gennemtænkes på forhånd, og inden konkretiseringen allerede eksisterer fuldt ud i kunstnerens bevidsthed. Den videnskabelige tilgang, hvori alt reduceres, trak spontaniteten ud af værket. I processen med at få konceptet projekteret over i værket og vice versa var der ikke plads til det uforudsete. I maleriet fandt Peter Max et medie, der ikke kræver metodisk gennemtænkning og reducering inden processen starter. Der er rum i mere end én forstand. Dermed ikke sagt, at Peter Max har forladt den videnskabelige tilgang for flere af motiverne er bygget op omkring reducering og forenkling, men det er en del af processen, og sporene skjules ikke. Aflejringer fra tidligere kompositioner ses i flere tilfælde bag og i samspil med det endelige motiv. Ligesom i instrumenterne konstrueres malerierne med enkelttoner, hvor en figur formgives med et enkeltfarvet omrids og rytmiske sekvenser, hvor flere figurer og farvetoner er i samspil. [Forspil 1 th, 2002. Olie på lærred, 50 x 65 cm. Privateje] [Gulvøvelse 1, 2002. Olie på lærred, 200 x 200 cm. Tilhører Klaus Pindstrup Pedersen] og [I-Do-Logik, 2007. Olie på lærred, 90 x 190 cm. Privateje]

Forskellige temaer behandles serielt og på tværs af tiden. I serierne ’Samtaler’ fra 2000 og ’MONO’ fra 2001 er omdrejningspunktet henholdsvis sprog og kommunikation samt isolation. Begge har relationen mellem mennesker – eller manglen herpå i fokus. I førstnævnte visualiseres sprogets kanaler med streger og linjer, der mimer de lydførende ledninger i instrumenternes konstruktion. I ’MONO’ forstærkes bevidstheden om isolation via ensomheden. Et ansigt i profil er afskåret fra kroppen og en afskærmende håndflade rækkes frem. En isolerende adfærd kan afstedkomme ensomhed. En skygge uden relation og en hånd uden legeme er ensomheden selv. [MONO 4, 2000. Olie på lærred, 30 x 20 cm. Privateje] [Faldende grå MONO 1-4, 2000/2001. Olie på lærred, 4 a 65 x 65 cm. Privateje] Serien af ’Øvelser’, der omhandler menneskets ekstreme adfærd, er blevet taget op med års mellemrum og indenfor forskellige temaer. Blandt værkerne i serien ’New Office’ fra 2008 finder man ’Gulvøvelse 5’. [Gulvøvelse 5, 2008. Olie på lærred, 90 x 190 cm. Privateje] [Gulvøvelse X, 2009. Olie på lærred, 189 x 112 cm. Tilhører Galleri DinKunst] Reduktionen i processen synes her at have forplantet sig til en reduktion af mennesket selv; et kravlende individ, der som et dyr smidigt smyger sig ind og ud mellem kontorstolene i en interaktion af transparens mennesket og stolene imellem. I ’Gulvøvelse X’ fra 2009 hægter repetitive figurer sig på en stol nedefra, hvorfor de får reminiscens af skygger – som det også er tilfældet i den tredelte installation ’Office’, hvor figuren er reduceret til en rød skygge under en kontorstol. [Office, 2008. Stol, plastikkrus, akrylplast m.m., 200 x 200 x 400 cm. Tilhører Vendsyssel Kunstmuseum] Stolens tilstedeværelse i rummet får en bemægtigende karakter gennem dens spejling i vægophængets motiv, formet af plastikkrus, der mimer stolens polstring. ’New Office’ er centreret omkring menneskets relation til det moderne samfund, og kontoret bliver et symbol på det moderne menneske. I flere af motiverne sker en tankevækkende sammensmeltning af de to – mennesket og stolen. Hvor det i flere af Peter Max’s tidligere værker har været relationen mellem mennesker, indtræffer i de senere en relation mellem mennesket og et interiør eller et objekt, såsom maskinen.
Futuristerne, med italieneren F.T. Marinetti (1876-1944) i spidsen, dyrkede i begyndelse af det 20. århundrede maskinen og var fascineret af den industrielle udvikling. De hyldede bl.a. farten og byen og hilste de teknologiske fremskridt velkomne i deres opgør med traditionen til fordel for moderniteten og det moderne menneskes mentalitet. Deres tilgang til al ny teknologi var ensidig, hvorfor også krigsmateriel blev lovprist. Den franske maler Fernand Léger (1881-1955), der var med i kredsen omkring kubismen, inddrog også maskinen ud fra tanken om ét stort kredsløb samfund og menneske imellem. Især i årene 1910-1920 brugte Léger maskinens æstetik i formgivningen af motivet, heriblandt kompositioner med figurer, hvori en integrering af det mekaniske og organiske finder sted. Det teknologiske og maskinelle har således en plads i det forrige århundredes kunsthistorie, og med en kunstner som Peter Max trækkes disse ind i det 21. århundrede. Men Peter Max deler ikke futuristernes ukritiske tilgang til det ny – han er snarere orienteret imod Légers kredsløbstanke, hvor det moderne storbymenneske smelter sammen med det moderne teknologiske samfund – på godt og ondt.

Malerierne ’In the Belly of the Beast’ og ’Red Machine’, begge fra 2008, er ens i perspektiv, format og til dels motiv. [In the Belly of the Beast, 2008. Olie på lærred, 190 x 190 cm. Tilhører Vendsyssel Kunstmuseum] [Red Machine, 2008. Olie på lærred, 190 x 190 cm. Tilhører Galerie Provence] 4 nøgne figurer står og sidder omkring en kerne; henholdsvis et tårn af ledninger og dingenoter og et maskinværk af hjul, cylindere, remme og pedaler. Synsvinklen afstedkommer både overblik og afdækning af en kompleks proces, der indebærer henholdsvis in- og outplugging af ledninger og en igangholdelse af maskinen. Hos Peter Max sættes samtiden under lup; menneskets relation til både sig selv, hverandre og samfundet. Resultatet er både fascinerende og foruroligende. I et værk fra 2009 skildres mennesket liggende og fra dets indre flyder ledninger. Enkelt, æstetisk og råt og frastødende. Deri rækker tanken om det komplekse menneske ud over motivet og ind i beskuerens bevidsthed – efterladende sig et komplekst virvar af stillingtagen, spørgsmål og refleksioner. [Lmenneske, 2009. Olie på lærred, 117 x 127 cm. Privateje]

Fagbladet Billedkunstneren satte i december nummeret 2009 kunstens rolle i samfundet på dagsordenen. I et interview med Mads Øvlisen, formand for Statens Kunstråd, fremsættes synspunktet, at kunst ikke skal være drevet af at behage publikum og kunstkøbere. Kunst skal derimod, som Øvlisen formulerer det ’sætte tanker i gang og skabe debat.’ii Peter Max-Jakobsens værker er både tankevækkende i motivet og debatterende i indholdet. Med udstillingen ’Menneskets Natur’ sættes fokus på en samtidskunst, der rækker udover værket selv og ind i sin komplekse samtid.

Sine Kildeberg
Vendsyssel Kunstmuseum .
Marts 2010

MENNESKETS NATUR - projektionsrummet med 5 digitale film. I montren står M-SWITCH'en.

Særudstilling på Vendsyssel Kunstmuseum
Marts 2010 - juni 2010
Flere end 80 værker fra 2000 - 2010, udvalgte af Sine Kildeberg.
Herunder Troels Laursens tekst fra bogen MENNESKETS NATUR

Prolog

Af Troels Laursen
Januar 2010

Et maleri begynder i det usynlige.
Men det findes.
Et maleri begynder med en bevægelse, et ryk, en forskydning i vinklerne mellem øjet, tanken og hånden.
Nogle malerier består af talrige malerier, i lag på lag, kunstneren har malet det ene maleri oveni det andet, det ene under det andet, for at finde frem til det rigtige, og kun ét af dem kan ses, det øverste,, den tynde overflade som alle kan se, og som dækker over en hel masse andre fortællinger, som det er aldrig er meningen skal blive set.
Men de findes. Og at lukke og at åbne, er to sider af den samme bevægelse.

Menneskets Natur er titlen på Peter Max-Jakobsens udstilling på Vendsyssel Kunst Museum 2010 er. Det handler om menneskets væsen og indhold, men også om dets forhold til omgivelserne og til naturen, som den selv er en del af. Udstillingen ”Menneskets Natur” er en skildring af menneskelivet. En tolkning af den menneskelige identitet og selvforståelse. En tolkning af relationerne mellem mennesket og mennesker. Mellem mennesker og tingene…..mellem mig og dig, hvor en plus en altid er mere end to.
Peter Max-Jakobsens menneskeskildring er beundringsværdige, fordi han ved hjælp af ganske enkle penselstrøg formår at vise ud og indvendige menneskelige dimensioner på en og samme tid.
De udvendige menneskelige og kødlige udtryk viser tydninger af det den indvendige og sjælelige tilstand hos mennesket, og værkerne forbliver interessante og modsætningsfyldte. Forbliver åbne for tolkningsmuligheder.

Hos Peter Max-Jakobsen er der som oftest mange lemmer.
Hoveder, ben og arme, hænder og fingre er rigt repræsenteret. Og kroppene er altid nøgne. Det handler om, at mennesket på den måde kommer uden for tiden. Bliver tidløse og derved eviggyldige. Men nøgenheden er også dyb eksistentielt hos maleren. For nøgenhed og sårbarhed hører menneskelivet til. Uomgængeligt og ikke kun som svaghed og udleverethed, men også som en styrke og evne. Fordi vores nøgenhed og sårbarhed er forudsætningen for, at vi kan mærke livet med alt, hvad det indeholder, mærke hvor dyrebart det er og mærke, hvem vi er. Nøgen hud er nemlig følsom hud. Og det er netop denne følsomhed og sårbarhed, der gør at vi mærker hinanden. Det er også den nøgenhed, der gør, at man så tydelig mærker Peter Max-Jakobsen’s billeder. Hel ind i kroppen. Menneskets væsen og identitet er nemlig langt fra kun noget der sker i hjernen eller sindet. Kroppen er også ”Menneskets Natur”!

Kroppen
Mennesket er et sansende væsen. Menneskekroppen i hans værker bliver både et holdepunkt og et udgangspunkt for det videre indhold. Kroppene er konstante. Kunstneren fryser et øjeblik fast. Holder det konstant. Bevægelsen er sat i stå. Låst fast. Og forenklet. Men kun for at vise forskydningen i kroppen. En form, der hele tiden ligger der, men som forskyder sig, så der skabes et øjeblik. Øjeblikket mangler altid noget, nemlig det der gik forud og det der kommer.
Øjeblikket er altid kun en del af det hele.
Og dog, det hele ligger i øjeblikket. Alligevel og allerede. Iboende, som en konstant faktor, der blot er forskudt. Og noget nyt opstår i forskydningen.
Den konstante krop fornyes i forskydningen. Sammenhængen bliver en anden, sådan som øjeblikket står. Rykket ud af sin første sammenhæng. Ud af det øjeblik, den blev fanget i. En ny sammenhæng. Et nyt øjeblik, der forenkles.
Kunstneren forenkler sit materiale. Det forvandles, mens den forenkles. Ikke for at gøre noget simpelt, men for at tydeliggøre. Tydeliggør bevægelsen. Tydeliggør kroppens konstanthed og kroppens forskydninger. I tid og i rum. Tiden låses fast. Mens rummet udvides til alt det omkring de to. Rummet ændrer sig. Rummet forskyder sig.
Kroppen bliver ugenkendelig i sin enkelhed. Og dog er kroppen den samme. Kroppen er konstant. Menneskekroppene er fikseret fast på lærredet i forskellige faser af en bevægelse, i forvredne robotagtige stillinger der leder tankerne hen på aggression, smerte, ømhed og erotik. Nogen gange er det holdt i en hel enkel streg og andre gange med en meget stor farvepalet i mangfoldige nuancer indenfor samme skala af farver. Men altid med en heftighed og alligevel med en lethed.

Hænder
Hænder og fingre er væsentlige i Peter Max-Jakobsens arbejder. De er redskaber. De piller. De stritter. Hænderne er udførlige tre dimensionelle, eller de er skitset op som flader og skygger, der andre steder blot bliver til spor af hænder og fingre.
For hænderne er også spor og tegn. Hænderne fortæller. Tænk på, hvad der ligger i vore hænder. Det var et par hænder, der tog imod os, da vi blev født. Det var hænder, der løftede os op, hver gang vi faldt og fik skrammer - både på knæ og sind. Det er med hænderne, vi kærtegner hinanden, og det er hænderne, vi bruger til at true eller slå med. Med hænderne hilser vi på hinanden, giver tegn, vinker og bliver forbundet. Og når vi skal skilles er det hænderne, vi først griber fat i og så giver slip på.
Med hænderne kan vi gøre så meget. For hinanden og mod hinanden. Med de samme hænder er vi på godt og ondt forbundet med hinanden.

Hoved
Vi kender hinanden på ansigtet. Det er vores tegn udad til. Det er det vi først ser an.
Vi lægger især mærke til ansigtets udtryk: dets mimik.
Skizofrene og autister er ikke i stand til at aflæse mimik og kropssprog.
At aflæse "ansigters" forskellige udtryk har spillet en central rolle i millioner af år. Krybdyr har ingen mimik, en slange kan ikke smile. Men allerede hos primater, især menneskeaber, har mimikken en afgørende betydning for overlevelse i sociale sammenhænge. Disse basale artshistoriske sammenhænge spiller en endnu større rolle i billedets, i kunstens univers. Verdens måske berømteste billede har sit sfinksagtige mysterium skjult i en mund: smiler Mona Lisa?
Peter Max har ofte arbejdet med ansigtet og dens udtryk. Ansigterne er ikke genkendelige portrætter, men snarere psykologiske indsigter om, hvad der sker inden i mennesket.
Ansigterne er hos Peter Max ikke for den ydre genkendeligheds skyld. Det er den indre skildring af mennesket, som søgende og altid på vej. Et psykologisk portræt. En situation som må give hovedbrud. Man står en face til ansigter. Ansigt til ansigt. Eller man ser dem i profil. Ansigter hos Peter Max er altid udtryk for indsigt. Et indblik ind i det indre af den menneskelige og evige søgen.

Baggrunden
Hos Peter Max-Jakobsen er baggrunden som oftest, ved første øjekast, monokrom, ens farvet, og som får kroppene, lemmer og menneskets væsen til at svæve, men lagene er der inden under det tynde ydre lag.
Baggrunden er det bagvedliggende, som fremhæver forgrunden og sjælden noget i sig selv. Men ikke desto mindre er baggrunden ofte hos Peter Max-Jakobsen, det der er med til at tyde forgrunden, så baggrunden bliver en del af forgrunden i maleriet.
Baggrunden er som de jordlag arkæologen afdækker med sin graveske og som viser de forskellige tiders overflader. Det der engang var overfladen, men som tiden har dækket til med nye overflader. Her hos Peter Max-Jakobsen, er der tale om emotionelle lag. Lag i menneskets natur.
Forstået sådan, at i Peter Max-Jakobsens malerier, er lagene alle de forskellige beskyttelseslag mennesket holder op foran sig. De er ofte holdt i kølige og mørke farver, for det er dybet vi ser, som et snit ned gennem menneske sindets dybeste natur og derfor mest ubeskyttede lag.

Stole og kontoret
Helt almindelige håndgribelige genstande finder vej til malerierne hos Peter Max-Jakobsen, og blandt dem må kontorstolen nødvendigvis fremhæves som et gennemgående motiv. Og netop kontorstolen er så kendt, at den er uinteressant, indtil den nu dukker op i denne nye sammenhæng. Det kendte – kontorstolen – bliver pludselig fremmedgjort og på distancen måske ligefrem til et mystisk objekt. Det handler om samspillet mellem mennesket og tingene, som mennesket omgiver sig med. Om mennesket og – mennesket i en relation. Mennesket over for noget. Mennesket i en sammenhæng med noget. Det være et andet menneske eller en dagligdags ting. Det er det og, der skaber menneskets identitet. Mennesket kan godt eksistere uden tingene, men hverken elektronikken eller kontorinventaret kan eksistere uden den menneskelige medspiller, og der er da også mennesker i alle Peter Max-Jakobsens malerier. Kontorstolen, ligesom alt andet inventar, tages ikke længere for givet, men præsenteres som en vigtig medspiller eller modspiller for lige netop denne stol lader sig ikke sidde på med alle de plastikkrus – uden at den går i stykker og bliver til en almindelig kontorstol og derved bare bliver det den var før, plastikkrusene kom til. Den bliver bare endnu en brugsting, der som engangskrus kan bruges og smides ud. Den bliver et tegn på vor tid. Der er tale om en humoristisk henvisning på stolens primære funktion – (kaffe)pausen og hvilen og da slet ikke et sted, man arbejder. Stolen rummer her begge dele – pause/hvilen og (det stressende?) arbejde. Ja, måske er den stakkels røde mand, der ligger under stolen kørt over eller som vi siger på arbejdsmarkedet: Kørt ned. Den blodrøde varme kunne tyde på det. Og derfor er alle plastickrusene fra de forsømte kaffepauser – de er jo ubrugte alle sammen – at se, som en skygge af stolen på væggen. En skygge af den pause, der aldrig blev. Før det var for sent og man er kørt over ende. Kørt til enden. Eller måske er den røde mand (hvor den røde farve nu er lidenskabens blodige farve) en religiøs fanatiker, der kaster sig på knæ for den store gud – kontoret og al den væsen… ja, det afhænger vel af hvem der forsøger at sætte sig i eller på stolen.

Cirkler
Altid har mennesket kæmpet med cirklens kvadratur.
Cirklen er en vigtig figur hos Peter Max-Jakobsen. En malerspand, et cykelhjul eller bare selve kompositionens cirklende bevægelse. Det kredser hele tiden om at finde centrum og så samtidig blive slynget ud i periferien igen, for atter at sætte kursen efter ”Hvor skal vi hen!” Cirklen ender i udgangspunktet og derfor et helligt tegn, men også samtidig et meget moderne udtryk for den moderne tilværelses søgen efter ”Hvorhen du?”. Cirklen er et svar. Cirklen er livshjulet. Det drejer og mennesket følger med rundt, lige indtil vi knuses under det.

Epilog
Kunsten er en forunderlig blanding af ren sanseoplevelse: lys, farver, former og en intellektuel fortolkning af den menneskelige tilværelse.
Det er både følelser og overvejelser, der sætter os på arbejde: Hvad betyder det her billede egentlig? Hvad mener jeg om det, og, hov - hvad sker der egentlig med mig, når jeg ser på det? Alt sammen noget, der er med til, at vi vågner op.
Det er vigtigt, at kunsten griber os om armen, trækker os tæt på og på en venlig, men bestemt måde siger: ”Se mig, mærk mig”. Og vi kan slet ikke lade være. Det er godt at bruge hovedet, men endnu bedre at lade sig overvælde. Det åbner sanserne og skærper nærværet, og gør os således klar til selve livet.
Klar til at være fuldkommen til stede.

tla jan. 2010